At rejse er at helbrede sig selv

At rejse er at helbrede sig selv

Jeg sidder på båden M/Y Sakura midt ud i det Filippinske hav mellem hovedøerne mod nord og en perlerække af klippeøer – små og store – der rejser sig af havet mod vest. Vi er på Tubbataha Reef Natural Park – et World Heritage site i Suluhavet. Der er 12 timers sejlads til Puerta Princesa, hvor vi startede og sejler tilbage til efter de sidste to dyk i dag. Jeg må blive på båden. Jeg har fået ”skin – bends” – en mild form for dykkersyge, som giver udslæt og kløe. Ud over at vi har dykket 4 gange om dagen til mindst 30 meter og en time ad gangen, så er den væsentligste grund nok, at jeg ikke fik drukket tilstrækkelig væske i går og blev overophedet. Så nu drikker jeg en hulens masse vand med dehydreringssalt og saftevand for at fylde depoterne op igen. Ved siden af mig står en tank med rent ilt hvorfra jeg får 5 minutters ilt og derefter 5 minutter uden. Udslættet på lårene bliver mindre og mindre. Det skal nok går. Men føj hvor surt, hvis mit dykkerteam spotter den længe ventede hvalhaj, på det dyk de lige er taget afsted på og som jeg nu misser!

Men helbredet er altid vigtigst.

Vi – Jessica, Eddie og jeg – er på ferie fra MCP. Første uge gik med en fantastisk sejltur med Tao Philippines. Hvis du nogensinde skal til Filippinerne og vil besøge de vestlige øer, så kan jeg varmt anbefale at tage på en 5 dagens expedition med dem. Turen gik fra Coron i nord til El Nido i syd. Undervejs kastede vi anker ved de smukkeste strande og snorklede i krystalklart vand med tusindvis af fisk i alle størrelser og farver. Når vi sejlede, blev der kastet fiskeliner ud og vi var heldige at fange fine tun. Roy – lederen af sejladsen – fik hurtigt en af fiskene renset og straks efter serverede de den skønneste sashimi med soya og wasabi. OWOW! (udtales højt og inderligt og ofte på båden: OHHH WAOUUUW!)

Kokken ombord serverede den skønnes mad af lokale råvarer og ofte frisk fisk fanget af de lokal fiskere vi passerede på turen. Sidst på eftermiddagen ankede vi op ved nattens base på en af de mange små øer i området. Små bambushytter på pæle, med gult forhæng udgjorde vores nattelogi. Hver aften blev der redt op med madras, pude og myggenet. Helt enkelt og helt effektivt. Med ”jungle Juice”  i glasset (en dejlig drinks med ananas juice og masser af rom som blev serveret hver aften)  kunne vi sidde på stranden og nyde solnedgangen, mens maden blev tilberedt.

Den tredje nat overnattede vi på ”the farm” – den centrale base for hele ”Tao – bevægelsen” – kan man vel kalde det. Har var der stort køkken, jungle-køkkenhave (kokosnødder, ananas, mango, bananer m.m.) og smukt ”bucket – shower” ved en kilde. Der var grise, kalkuner, ænder og masser af stiklinger til den store køkkenhave. 4 skønne kvinder stod klar med varme hænder og gav os hver især en god times massage! OWOW! Første massage var inkluderet i rejsen, flere valgte at købe sig til en ekstra. Ved middagen om aftenen, som foregik ved et højt bord rundt om køkkenet, blev vi præsenteret for projektet og tankerne bag. Og der blev serveret en menu, som var en Michelin stjerne værd.

Tao betyder folket. Og folket er Filippinsk. Ikke noget med en hvid kaptajn på båden – men 9 skønne ”lost boys” –  som de blev kaldt – styrede os sikkert igennem expeditionen.

Når man bliver ansat i Tao, får man løbende undervisning og træning. Alt efter kvalifikationer og talent, bliver opgaverne på bådene og baserne fordelt så alle har deres rolle i sammenhængen. Ud over sejlturene, arbejder Tao med undervisning af lokale børn, oprettelse af kvindegrupper som for eksempel står for masssagen og syning af lagener og poser til sejlturerne. Sidste skud på stammen er bygning af en stor træbåd efter gamle filippinske traditioner.

Ud over det smukke landskab og de skøre sjove feste om aftenen og alt det andet jeg har nævnt indtil nu, så var mødet med personalet på båden absolut den bedste oplevelse! Følelsen af at de gjorde deres bedste for at gøre rammen om vores eventyr optimal. Hele tiden små og store positive overraskelser. Logistikken var totalt i orden på båden og baserne. Alle 9 medarbejdere med hver deres rolle i den store sammenhæng. Et fantastisk eventyr ud af denne verden. Og helt til at betale: 3.600,- for 5 dage og 4 nætter.

 

Efter Tao tog vi på endnu en sejltur: Dive Live Aboard til Tubbataha Reef – og den egentlige grund til at vi var taget på ferie fra MCP. Naturparken er nemlig kun åben for dykning tre måneder om året og da vi fandt ud af, at det var i den periode hvor vi var på MCP, så måtte vi bare afsted! Valget faldt på M/Y Sakura – en mindre lavbudget båd med optil 12 passagerer. Vi var dog kun 9 på denne tur.

Lige så charmerede og æstetisk turen med Tao var, lige så grim og utiltalende var Sakura. Personalet virkede som om de helst ville gennemføre turen uden os. Minimal eller ingen kommunikation om hvordan og hvorledes.  Køkkenet var rodet og virkede beskidt. Kahytterne var trange og varme. Toilettet en historie for sig selv! Maden var typisk mainstream Filippinsk – hvilket vil sige ris, kylling og smage opnået ved hjælp af diverse pulverblandinger. Det gælder både krydderier til kødet og den saft der blev serveret til maden. Men der var masser af snack! Og nudler hvis man ikke blev helt mæt. Puha – ikke lige min kop te!

Men dykningen var fantastisk! Tubbataha består af tre atoller – rester af vulkanøer, der er blevet omkranset af koralrev. En atol ligner en cirkel af land med en lagune i midten. Vi dykkede på ydersiden af disse atoller. Alle dyk startede på atollens rand, så svømmede vi ud over kanten og ned langs en lodret væg. Vi fulgte den strøm der nu var – og den skiftede gerne retning i løbet af dykket. Op og ned at væggen var der altid masser af fisk. Unicornfisk, Fusiliers og tusindvis af Redthoot Triggerfish. Og så engang imellem en massiv stime af Bigeye Trevally. Hajer i alle størrelser. Skildpadder. Spadefish. Ja jeg kan blive ved med at remse navne op – men det siger dig nok ikke så meget.

Men forestil dig at du hænger vægtløs i det store hav med en lodret væg på den ene side og ”the big blue” på den anden side og under dig et mørkt dyb, hvor du ikke kan se bunden. Du ved at der pludseligt kan dykke noget op ud af det blå – men hvorfra og hvad? Pludselig spotter vi tre skygger, der flyver hurtigt gennem vandet ca. 20 meter under os – Eagel Rays! – med et vingefang på 2 meter. Vi dykker nedad for at komme tættere på – med de går dybt og det er dagens sidste dyk, så vi kan ikke følge dem derned. Men en af rokkerne syntes pludselig, at den skal op og tjekke os ud! Den skifter retning og flyver ud af mørket op langs væggen, til den når øjenhøjde med os. Den svømmer hen mod os, tjekker os ud og så vender den pludseligt om og forsvinder ud i det blå, med en fart man ikke havde forestillet sig.

Eller forestil dig at en stime bestående af hundredevis af Trevallys befinder sig netop på den rute du svømmer. Vi bevæger os langsomt ind i stimen, bliver tæt omringet af fisk for et øjeblik før stimen skiller sig ad på den anden side. OWOW!

Jess og Ed havde begge GoPro kamera med og de har lavet en fin video. Den kommer på facebook inden længe 🙂

Snart er ferien slut. Sakura kommer i havn i Puerta Princesa fredag morgen, samme eftermiddag tager vi fly til Cebu og derefter går turen hjemad mod MCP. Hverken Jessica eller jeg er helt vilde med tanken. Hvorfor? Den sidste tid før vi tog på ferie, var hård for os begge. Fortravlede af projekter, dykkeruddannelser og den almindelige udmattelse af at leve tæt med 30 andre på en base med meget lille mulighed for privatliv. Og lige før vi tog afsted, måtte vi sige farvel til flere venner. som har været på basen i en stor del af den tid, hvor vi har været der. Gode venner som ikke længere er på basen. Nye kommer til og stemningen forrykkes til et andet sted end det, man lige var blevet lidt vant til. Det er ikke nogen badeferie at være volontør. Og måske er det netop en badeferie jeg trænger til?  Men mere om det senere med udgangspunkt i mit nye motto:

”Lose the plan – start the adventure”

Epilog: Er tilbage på MCP basen med en overraskende følelse af at komme hjem. Dejligt at møde venner og deres glæde ved at vi kommer tilbage. Nye volontører på basen virker søde og glade og stemningen er skiftet til det bedre. I morgen starter hverdagen – men jeg må vente med at dykke til jeg hører fra mit forsikringsselskab DAN som er specialiseret indenfor dykning og dykkerrelaterede skader. Måske bliver jeg tørlagt for en tid. Vi får se hvad fremtiden bringer…


3 thoughts on “At rejse er at helbrede sig selv

  1. Kære Kari
    Sikke en skøn og levende beskrivelse af din verden lige nu og hvilke eventyr. ☺
    Jeg er spændt på næste afsnit.
    Håber at helbredet et i top igen og at du kan dykke videre igen .
    Kh Susanne

  2. Hvor lyder det bare fantastisk, og sikke en beskrivelse… Hvad var det jeg engang lærte 1-2 dyk om dagen. Hvorfor kan I dykke så mange gange?

    1. Så længe der er en god pause mellem dykkene og man starter med det dybeste dyk og de følgende er lavere, så kan det godt lade sig gøre. Moderne dykkercomputere beregner løbende hvor lang tid du har til rådighed under vandet og medregner de dyk du har haft indenfor 24 timer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *