IDC i Playa del Carmen

IDC i Playa del Carmen

Så kom jeg til Mexico! Jeg bor i en lille studio-lejlighed på Calle 44 i stueetagen. Hele bygningen er afskærmet med en høj port og låst dør mod gaden. Hvis jeg går mod syd kommer jeg ind i et stadig tættere turist-område. Mod nord er det mere almindelig Mexicansk hverdagsliv. I min lille 1værelses lejlighed har jeg lige akkurat det jeg har brug for: seng, bord, stol, lille køkken, køleskab, toilet og bad. ”who needs more?” Jeg nyder virkelig at hygge og nusse i mit lille hjem J

Playa del Carmen var for 10 – 15 år siden bare en lille charmerede fiskerby. Nu er den en kæmpe turistgetto og vokser stadig. Det bliver nok aldrig min favoritby. Men efterhånden som jeg kommer til at kende mit nærområde og livet i den mexicanske del af byen, jo mere føler jeg mig tilpas.

Jeg har fået lov til at låne en cykel de havde stående efter en tidligere lejer. Den er fin og blå og forfærdelig at cykle på: vildt hård at træde rundt og alt for kort til mig. Men den er gratis og fungerer ellers fint. Hver dag cykler jeg mod syd gennem centrum til Playacar; en stort aflukket område hvor de fineste huse og ressorts ligger. Her ligger et af Pro Dive’s mange diveshops inde i et ”all inclusive – resort”. Og det er her jeg skal tage min IDC – Instructor Develop Course

Det er skønt at starte på dykkeruddannelsen! At have noget at rive i igen. Jeg er på det engelsk talende hold som består af Vanessa fra Tyskland, Jacob fra USA og Kelsey fra Canada. Vi er super gode sammen, meget på samme niveau og støtter godt op omkring hinanden.

Starten var relativ rolig, men så kom der mere fart op og nu bliver vi udfordret hver dag og nogle dage bliver lange. Der er vildt meget at huske og lære. Vi skifter mellem at blive stopfodret med teori, eksamener, præsentationer og demonstrationer for mine medstuderende som spiller nye dykkere i poolen eller i havet. Det er hele følelseskarrusellen indeni: ønsker at gøre det godt, alt for mange detaljer at huske, sceneskræk og nye udfordringer på en gang. Og hver gang får vi en ‘score’ for vores præstation… PUHA!

Heldigvis er der også små godter i pose. En morgen starter vi tidligere for at kunne deltage i et af de ’Bull Shark Dive’ som området er kendt for: Vi hopper ud af båden og synker ned på en sandbund 20 meter dybt. Allerede på vej ned kan vi se at der er hajer derned. Vi sætter os på knæene i sandet og venter på at de store smukke drægtige hunner skal svømme forbi os. De cruiser elegant få cm over bunden og bliver i området omkring os. Meget facinerende! Det blev også til hule-dykning i en cenote og en hele dag på Cozumel med de smukkeste dyk i det klare vand.

Men jeg tror ikke rigtig på at jeg vil trives som dykkerinstruktør i dette miljø. For turistet. For stressende. De omtaler erhvervet som ”The dive industry” Bare navnet for mig til at gyse!

Hectors projekt er stadig meget råt. Han er ved at købe land og få alle tilladelserne på plads. Men det kan tage tid og tid er penge. Så nu har de – Hector og hans partner Ricardo – besluttet at udbyde særlige dykkeroplevelser med miljø og naturforståelse som særligt fokus. Det er højsæson nu og Ricardo har mange års erfaring som instruktør og har et godt netværk som de får glæde af. Men jeg har svært ved at se hvordan jeg vil kunne hjælpe dem i denne del af processen.

Jeg bliver stadig mere overbevist om at dette nok bliver sidste del af mit rejseeventyr i denne omgang. Jeg længes efter at slå rod. (nok derfor jeg elsker min lille lejlighed) Og jeg længes efter stabilitet og ro.

Men jeg vil tage en dag ad gangen, mærke efter og se hvor det bringer mig hen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *